Min yogalærer uddannelse i Indien

En grå, kold vinterdag i februar rejste jeg fra København til Bangalore i Sydindien. Jeg havde besluttet at jeg ville tage min 200 timer RYTT-certificerede yogalærer-uddannelse i det land, hvor yoga blev født mange mange år siden, og som lige siden har været en naturlig del af de fleste inderes liv fra ung til gammel.
Jeg elsker Indien og har rejst i landet mange gange, så da jeg ankom til den kaotiske og farverige smeltedigel, var jeg forberedt.
Kontrasterne og den følelse af kaos, der rammer een i ansigtet ved første møde med Indien. Larmen. Smoggen. Biler uden blinklys – istedet bruges hornet som navigator i trafikken. Køer vandrer roligt midt på vejbanerne og stikker ofte hovederne ind gennem huse på udkig efter mad. Vilde hunde, der strejfer. Allevegne. Tårnhøje affaldsdynger og tændstiktynde mænd med bunker af brænde på toppen af deres hoveder. Smukke kvinder i farverige sarier og dinglende guldsmykker bag på en af de mange scootere i zigzag mellem biler og lastbiler på motorvejene. Indien er crazy, ekstremt, beskidt, larmende, ildelugtende (nogle steder), forrygende, fantastisk og fuldstændig anderledes end noget andet land i verden.
Det var her jeg ville tage min yoga-læreruddannelse. I en økologisk, selvforsynende Ashram – langt ude på landet i det sydlige Indien. Men jeg havde researchet mig frem til, at AyurYoga Eco Ashram var det bedste sted at tage min uddannelse.
Igennem en måned skulle jeg sammen med mine 24 nye klassekammerater, der kom fra alle dele af verden, igennem 200 timers yogatræning, yogateori, anatomi, fysiologi, undervisningsteori og praksis, yogafilosofi, meditation og chanting. Det blev en oplevelse, der var langt vildere og hårdere end jeg havde forestillet mig hjemmefra.
Jeg fik nye venner for livet, og mærkede et helt unikt fællesskab, fordi vi var igennem så hård og intensiv en udannelse, hvor man ind imellem var kørt helt ned fysisk eller psykisk – men vi var i dét sammen.
De fleste kom også fordi de var fascineret af den spirituelle side af yoga. Nogle  havde sagt deres job op hjemmefra og ville ud på en livsforandrende rejse, som havde ført dem til ashrammet. Andre ville bare gerne dyrke yoga – det bedste sted – og i mange timer hver dag.
Vi blev vækket kl. 05 hver morgen af klokker –  en munk gik hele ashrammet rundt med en ringende klokke.. Så begyndte vores morgenrutine – in silence – bad, iklæde sig hvidt tøj og så var der fælles meditation i Chakra Hall.
Så fulgte to timers intensiv og behård yogatræning med vores dygtige indiske yogalærere, Vinod eller Sunjay.
Herefter havde vi undervisning med teori, filosofi, anatomi osv indtil kl.19 om aftenen, hvor vi spiste i Dinning Hall og fik sendt et par beskeder hjem via vores hotspots på wifi. Dagene var lange og hårde. Vi skulle også vænne os til at sidde i skrædderstilling på hårde stengulve i timevis og lytte til vores lærere. Det var udfordrende – for lænd og knæ.
Vores uddannelse sluttede med en stor eksamen på engelsk i anatomi og yogateori. Og jeg føler mig så godt klædt på til at lære fra mig til nye elever, der kommer til mine yogatimer her i Danmark.
Jeg kan varmt anbefale at tage en yogauddannelse i Indien. Og jeg er så stolt af mit yoga-lærer certifikat, som jeg nu har fået i glas og ramme.